Skodborg 

Skodborg ligger lige syd for Kongeåen i Sønderjylland, d.v.s. sognet ligger i det gamle Nord­slesvig. Selv om grænsen til Slesvig gik ved Kongeåen eller Skodborg Å, som åen hed indtil omkring 1700, var man stærkt orienteret mod nord, idet de store skove syd og øst for Skod­borg (Farrisskovene) dannede en mere naturlig barriere mod syd end åen. 

I Skodborg har der ligget et gammelt voldsted, Dresvold, men mere kendt er Skodborghus, som sandsynligvis blev opført af Hertug Hans samtidig med Koldinghus ca. 1250. Det var an­lagt strategisk, hvor hærvejen skar tværvejen fra Ribe til Kolding. Da det mistede sin betyd­ning, blev det omkring 1600 solgt af kronen, og efterhånden forfaldt det, for fuldstændigt at forsvinde i 1800-tallet. Stenene blev - som sædvane var - genbrugt til opførelse af gårde på eg­nen, ligesom der er genfundet sten i Skodborg kirkes våbenhus. 

I middelalderen overgik bønderne fra selveje til beskyttelse under herremændene, og jorden i Skodborg kom på den måde under 2 ejere. Lensmanden over Haderslev amt, som boede på Haderslevhus, ejede det meste af jorden. Resten (ca 20%) var i ældre tid ejet af herremanden på Trøjborg (Tørninglen) og overgik senere til Ribe bispestol (Riberhus len).  

Frederik II købte stort set den holstenske adel ud af Haderslev amt. Han ønskede dels at sikre sig de gode jagtmuligheder i Farrisskovene og dels at lægge bøndergodserne sammen til ét godsdistrikt med store ladegårde. Den store godsdrift kunne dog ikke svare sig i længden, og under Christian IV blev ladegårdene bortforpagtet og bøndernes hoveri (tvangsarbejde) omsat til en pengeafgift (fripenge). 

I Skodborg havde bønderne nogenlunde kår, idet de som frie fæstere fik del i den opgang, der prægede tiden - i modsætning til andre egne af landet, hvor adelen tog fortjenesten. Gårdene gik i mange tilfælde i arv fra far til søn. 

I 1500-tallet boede der omkring 400 mennesker i sognet. Af jordebogen fra 1542 kan man se, at der under Haderslevhus hørte 6 helgårde i Skodborg, 6 i Skudstrup og 1 i Fårkrog. På samme tid hørte 5 helgårde under Trøjborg. Hertil kom et antal husmandssteder. 

Omkring 1600 blev gårdene delt op i halvgårde og senere yderligere i fjerdepartsgårde. I 1699 omfattede sognet i alt 70 gårde.

Fattige tider omkring 1700 

I løbet af 1600-tallet nedsank bønderne i Sønderjylland efterhånden i den dybeste armod, ikke på grund af vornedskab og hoveri, men som følge af de mange krige og fremmede krigshære, der gentagne gange forvoldte store ødelæggelser, samtidig med de generelt økonomisk dårlige tider. 

I 1627 trængte Wallensteins soldater hærgende og plyndrende op gennem landsdelen, hvor det særligt gik ud over dem, der boede ved de gamle okseveje og hærvejen. Hans soldater var henvist til at leve af udskrivninger fra landsdelens befolkning, hvilket udgjorde en betydelig del af deres sold. Alle i Nordslesvig jamrede sig over de lidelser, som de blev påført, og lettelsen var stor, da de et par år senere drog bort. 

Men det varede kun kort. Allerede i 1644 i slutningen af 30-årskrigen kom den svenske gene­ral Torstenson med sine tropper, der påny hærgede landet, så bønderne måtte skjule deres he­ste og kreaturer, indtil faren var drevet over. Efter få års fred udbrød svenskekrigen under Frederik III, og Sønderjylland var igen vejen, ad hvilken den svenske konge Carl Gustav, i 1657 trængte ind i landet. Da der var god mandstugt i den svenske hær, var plyndringerne knap så slemme, men til gengæld måtte befolkningen udrede betydelige summer til fjenden, den såkaldte madskat. Og hvor skulle pengene komme fra? Året efter trak de sig bort og gik over isen for at erobre resten af landet. 

Men det værste var endnu tilbage for den arme landsdel. Frederik IIIs forbundsfæller, polak­kerne og brandenburgerne, fulgte efter for at jage svenskerne ud af landet, og havde tilstanden været slem under fjendens besøg, så blev det tifold værre under vore "venners". Beretningerne fra den tid fortæller om plyndringer, grusomheder og råheder, der trodser enhver beskrivelse. Folk flygtede ud i skovene og gemte sig der, og den store Farrisskov har vel været skjulested for adskillige. 

At Skodborg sogn også var hjemsøgt, er der flere vidnesbyrd om. Sognepræsten, Jørgen Johan Tørning, blev sammen med præsten fra Rødding dræbt i Rødding skov, måske i spidsen for bønder fra egnen, der søgte at hævne sig på ugerningsmændene og værge deres hjemstavn. 

I Skudstrup var der en stor polaklejr ca. ½ km syd for Kongeåen. Her er gjort fund af sten fra ildsteder. Ifølge gamle overleveringer skal der også have været en kirkegård, hvor over 500 polakker blev begravet som ofre for pesten (tyfus). 

Sammen med polakkerne kom pesten som nævnt, og den rev mange bort i sognet. Jordebø­gerne fra omkring 1660 beretter om mange øde gårde. Et tingsvidne berettede i 1665, at 13½ gård lå øde i Skodborg og 7 i Skudstrup. Senere beregninger viser, at 90% af befolkningen blev revet bort som følge af krig og pest, og efter jordebøgerne at dømme synes kun 5 ejen­domsbesiddere at have overlevet den ulykkelige tid. 

Men efterhånden blev gårdene befolket igen. Nye folk kom til fra Vest- og Nørrejylland; må­ske var de fristet af den gode jord her eller andre begunstigelser (skattefrihed). 

På dette tidspunkt var man også plaget med ulve. I takt med befolkningens stigende armod, fik ulvene gode muligheder, og deres antal steg betydeligt, så de blev en hel landeplage. Regerin­gen udsatte derfor præmier for skudte dyr, ligesom der blev foranstaltet ulvejagter. I 1778 blev den sidste ulv i Danmark skudt i Farrisskovene. 

Bøndernes armod fremgår af forarbejderne til jordebogen af 1709, hvor bøndernes gæld er opgjort. Det fremgår heraf, at gårdene i Skodborg havde en samlet gæld på 1868 rd. De en­kelte gårde skyldte fra nogle få rd op til 343 rd. Kun et par gårde var uden restancer. I Skud­strup var forholdene endnu værre, idet man her skyldte 2777 rd. Som regel blev der indgået aftaler om afdragelse af gælden - for der var jo ikke meget ide i at sætte den stakkels bonde ud af gården, og eventuelt få den lagt øde. 

Af en markbog fra 1683 får man et udmærket indtryk af bøndernes vilkår på denne tid. 

Det fortælles således, at Jacob Ollesens gård står øde. Han bruger kun 1/3 af jorden, mens den øvrige del drives af samtlige "Trøjborgs tjenere", som er i Skodborg. 

På Peter Petersens grund findes overhovedet ingen bygninger, han bruger dog jorden, men har af herskabet fået tilhold om at opbygge gården. De øvrige gårde "er ved magt". 

Jorden var på den tid delt i 10 vange, hvoraf hver gård havde sin del. Der var altid 5 under drift, mens de øvrige 5 hvilede. Jorden beskrives som skarp rugjord og grus blandet med lidt ler og en ringe muld, kun 2 agre SØ for byen har god rugjord af ler og muld. De 5 vange, som var i brug, blev anvendt som følger: 1 med byg, 2 med rug, 1 med boghvede og 1 med havre. 

Omkring 1700 havde man også år med misvækst, hvor man næppe kunne få 1 fold udbytte af jorden. Særligt galt var det i den hårde vinter 1708-09, hvor rugen frøs bort på markerne. Det var ikke så sært, at fattigdommen bredte sig i disse år. 

I sådanne tider kunne man også let forgribe sig på skoven, og der skete da også en betydelig nedhugst i de store skove. Samtidig medførte græsning i skovområderne, at der ikke voksede ny skov op. I stedet for de tidligere kendte tømmerhuse måtte man derfor fremover bygge lerklinede huse og tække med lyng fra egnens store hedestrækninger. 

I løbet af 200 år udviklede husdyrbestanden sig som følger: 

                                                                                                   1709                1924

          Hornkvæg (køer, småkvæg og kalve)                                  620                2669

          Får                                                                                      379                    73

          Heste                                                                                  240                  430

Udskiftningen 

Da fællesskabet efterhånden var hindrende for en rationel drift af landbrugene, indså man fra statsmagtens side, at fællesskabet måtte ophæves. I 1766 udstedte Christian VII den første forordning om ophævelse af byjordernes fællesskab i Slesvig. I 1770 kom så den skrappere forordning, hvoraf det fremgik, at enhver, som ønskede sin jord udskilt fra fællesskabet kunne forlange hele bymarken opmålt og fordelt. Og så kom der gang i sagerne. 

I Skodborg blev udskiftningen påbegyndt i 1774, hvor sognefoged Jesper Thomsen og gård­ejer Johan Sørensen skrev til amtmanden og bad om jordfordeling. For at spare på udgifterne foretog man selv boniteringen. Eventuelle tvister skulle afgøres af et trekløver bestående af Tewets Christensen, Jørgen Christensen og Hinrich Hansen, alle vederhæftige og pålidelige skodborgere. De to første kunne skrive, mens Hinrich Hansen ikke var så stiv i pennens brug og måtte skrive med ført pen. 

Det var et kolossalt arbejde at få fastslået værdien af alle landsbyens jordlodder (boniteringen). Alle jordejerne mødtes tidligt om morgenen, og man måtte betale en bøde på 8 skilling for at udeblive, med mindre man gav fuldmagt til en anden. Der opstod selvfølgelig problemer med trøjborgerne, som havde jordlodder ind imellem hadersleverne, men efter vanskelige forhand­linger kom man til rette om problemerne. 

For at få lodderne samlet og gårdene placeret på de nye lodder, måtte 10 gårde flytte ud fra Skodborg. I oktober 1774 havde man sat navne på udflytterne, som herefter kunne stille de nødvendige krav til udflytningen. Afhængig af forholdene skulle de, der blev i landsbyen, beta­le de andre fra ingenting til 90 rd, idet de der ingenting fik, typisk beholdt en eller anden ret i den gamle landsby (f.eks. et aftægtshus eller en byggeplads i den gamle landsby). 

Udflytterne skulle selv bryde deres huse ned - det var jo overvejende bindingsværkshuse - hvorefter byens folk transporterede tømmeret til den nye byggeplads. Her skulle udflytterne selv rejse tømmeret, og så skulle man ellers hjælpe med resten. De tilbageblivende skaffede endvidere de nødvendige grundsten, lyng til tækning og tækkereb.  

Alle disse forhold er nærmere beskrevet i den gamle opmålings- og udskiftningskontrakt, som fylder 551 store sider! 

Slægtens besiddelser 

Da vi har slægtsmæssig tilknytning til Skodborg, og da der stadig findes efterkommere rundt omkring på gårdene her, vil det være på sin plads at beskrive forholdene på flere af gårdene. I disse beskrivelser er familiemedlemmer - aner såvel som efterkommere - skrevet med fremhæ­vet skrift. 

Sønderbygård

Denne gård, der også omtales som Skodborggård (Trap), var søstergård til Sundbølgård, og ejeren i 1542 var Elzo Tibbes. Gårdene lå, da de blev delt, noget nordligere, lige syd for den nye kirkegård. De næste ejere var Peter Hansen (1596), Hans Petersen (1610) og Peter Han­sen (1642). Efter navnene synes der her at være tale om videregivelse fra far til søn. 

Derefter kommer Johan Johansen (omk. 1630 - efter 1714)(nævnt i jordebogen fra 1672). Han kan meget vel være kommet udefra, idet der netop på den tid var meget uroligt i Skod­borg. Efter navneskikken at dømme (Johan og Lo­rentz) kom han formentlig fra Sønderjylland. Han var også sognefoged. Han giftede sig den 4. januar 1662 i Skodborg med Dorthe Lorentzdatter (omk. 1640 - 1697). Sammen fik de børnene: 

          Johannes Johansen (omk 1662-1663)

          Johan (Johannes) Johansen (1664-1737 )

          Mette Johansdatter (omk 1670-76)

          Hans Jørgen Johansen (1672- )

          Lorentz Johansen (1676-1760)

          Maren Johansdatter (1679-1751). Hun giftede sig med Chresten Hansen, som ejede en anden af de andre store gårde i Skodborg. Denne gård er i dag nedlagt (byzone).

          Jørgen Johansen (1683- ) 

Da der er en lakune i kirkebogen for Skodborg i årene 1665-75, er det sandsynligt, at der var flere børn i familien, f.eks. en tidligere født Lorentz, som så er død inden ovennævnte Lorentz er døbt. 

Inden 1709 blev Johan ef­terfulgt af sønnen Lorentz Johansen. 

Af jordebogen fra 1709 fremgår det, at denne gård var en halvgård på 2½ otting (måleenhed hvorefter rettigheder og pligter fordeltes). Gårdens bygninger var på 14 fag beboelse og 14 fag lade. Til udsåning skulle bruges 6 tønder rug, 2 tønder hvede, 5 tønder havre og 2 tønder byg. Laden kunne rumme 21 læs hø. Der var 6 køer, 6 stykker småkvæg, 3 kalve, 10 får og 6 heste. Gårdens landgilde var på 10 rd, og i contributionsafgift skulle man betale 9 rd pr. år. Lorentz skyldte kun 21 rd bort på dette tidspunkt, så denne familie har siddet pænt i det. Bort­set fra præstegården og Skatkærgård, som var kgl. privilligeret frigård (begge var helgårde), var Sønderbygård mellem de 3 største gårde i Skodborg. 

En anden af Johan Johansens sønner, Johan Johansen junior, overtog også før 1709 tvilling­gården i Skodborg, en anden af de største gårde i landsbyen. Den gik dog over på andre hæn­der omkring 1750. 

Lorentz Johansen giftede sig i Skodborg den 22. oktober 1705 med Maren Jeppesdatter (o. 1680 - ). Hun kom fra Løjtved i Nr. Løgum sogn. De havde børnene: 

          Johan Lorentzen (1707-82)

          Jep Lorentzen (1710- )

          Maren Lorentzen (1711- )

          Dorthe Lorentzen (efter 1714 - ). Hun giftede sig med Peter Jespersen fra Gråsbølgård i Skodborg. Denne gård gik i arv fra far til søn fra 1665 til 1837. 

Da der igen er en lakune i kirkebogen fra 1714 og fremefter, kan det ikke fastslås, om de eventuelt havde flere børn. 

Johan Lorentzen, som overtog Sønderbygård i 1740, giftede sig i Øddis den 6. april 1741 med Magdalene Jensdatter (1712-85), og de fik disse børn: 

          Maren Johansen (1742-1810). Hun havde præstekonen Cathrine Dorothea Lausen som fadder. Se iøvrigt nedenfor.

          Mette Johansdatter (1745- efter 1785)

          Lorentz Johansen (1748- efter 1819). Se nedenfor under Kornvang.

          Jens Johansen (1751- efter 1785)

          Mads Johansen (1753- efter 1785)

          Maria Johansdatter (1758- efter 1785)

          Karen Johansdatter (1760- omk 1782)

          Johan Johansen (1762 - efter 1785) 

Ved Johan og Magdalenes død 1782/1785 blev alle de efterlevende børns navne indført i kirkebogen. Dette er usædvanligt og tyder på, at familien havde en fremtrædende position i Skodborg. 

Maren Johansen giftede sig i 1765 med Jørgen Christensen (1736-86). Han kom fra Stub­bum i Aller sogn, hvor hans forældre Christen Jørgensen og Ieng (Inge) Gregersdatter havde en gård. Ved giftermålet overtog han Sønderbygård. Han var mellem de tre, som blev udpeget til at forlige parterne under udskiftningen i 1774. Efter udskiftningen (1775) havde gården 39 tdr. land med ager, 81 tdr. land skov og 14 tdr. land med eng, i alt 139 tdr. land. 

De havde følgende børn: 

          Ieng (Inge) Jørgensdatter (1766- efter 1825). Se nedenfor.

          Johan Jørgensen (1767-1768). Han døde som spæd.

          Johan Jørgensen (1769-71). Han blev 1½ år gl.

          Magdalene Jørgensdatter (1771- efter 1810)

          Maren Jørgensdatter (1774- efter 1810)

          Christen Jørgensen (1776-77). Han blev 1 3/4 år gl.

          Christen Jørgensen (1778 - efter 1810)

          Karen Jørgensdatter (1780-1867). Hun giftede sig i 1811 i Øster Lindet med Truels Jensen Tryk (1781-1862), og de drev gård i Øster Lindet, senere Hjerting sogn. Det er Cathrine Maria Wagners bedsteforældre.

          Mette Jørgensdatter (1783-83). Hun blev 6 mdr. gl.

          Jens Jørgensen (1785- efter 1856). Se nedenfor under Birkegård. 

Inge Jørgensdatter giftede sig med Juhl Christian Boysen, og de overtog Sønderbygård i 1787. Han var sognefoged  for det "haderslevske distrikt" 1809-21. I 1804 flyttede han gården ud fra den gamle landsby til den nuværende beliggenhed. 

I 1821 fulgte svigersønnen Peder Lorentzen, som også var barnebarn af Johan Lorentzen (1707-82) (han giftede sig altså med sin kusine!). I 1851 blev gården overtaget af svigersøn­nen Peter Christensen Lund, der var født på Bejstrupgård i Københoved sogn. Han kom til Skodborg som smed og arbejdede hos broderen Christen Christensen, som havde en smedie lige øst for gården. I 1896 overtog sønnen Christian Lund ejendommen, og ved dennes død i 1924 sad enken med ejendommen til 1939, da den blev overtaget af sønnerne Juhl og Hans Lund. I 1944 forpagtede Juhl Lund sin svigerfader Aage Schmidts gård i Fårkrog, og Hans Lund er fra 1945 ejer af Sønderbygård. Gården er fra 1967 overtaget i forpagtning af broder­sønnen Anker Lund. Arealet udgør i 1970 66 ha. 

Birkegård. 

Dette var oprindeligt et lille landbolsted i Skodborg. Den var fæstegård under Østerbygård i Vamdrup (Riberhus birk). Omkring 1800 blev den flyttet ud fra landsbyen. Omkring 1820 gif­tede enken Johanne Kirstine Orup, som ejede gården, sig med Jens Jørgensen fra Sønder­bygård. Han tilkøbte flere jordstykker. I 1856 overtog hans søn Juhl Jørgensen ejendommen. Han var sognets første kommuneforstander (1866-86). Også han tilkøbte jord. I 1907 overtog hans søn Hans Jacob Jørgensen gården, og i 1940 dennes søn Johannes Jørgensen, hvis søn, Christian Jørgensen overtog den i 1963. Arealet for denne gård udgør i 1970 33 ha. 

Kornvang.

Denne gård var oprindelig lidt mindre end Sønderbygård. Den havde skiftende ejere frem til 1755, hvor Thevets Christensen fra Donslund købte den. I 1779 blev han efterfulgt af sin svi­gersøn Lorentz Johansen fra Sønderbygård (se ovenfor). I 1796 købte han 17 tdr. land fra tvillinggården. I 1819 overtog hans søn Johan Lorentzen gården. Efter hans død beholdt en­ken gården til 1851. Deres datter Magdalene Lorentzen giftede sig med Peder Påske, og han købte gården i 1851. Ved den lejlighed fik de det halve af Sønderbygårds skov i bryllupsgave af onkelen Peder Lorentzen på Sønderbygård. Peder Påske kom ulykkeligt af dage, og enken giftede sig i 1853 med Hans Jessen Kjær, der efter at gården var brændt i 1860, flyttede den ud, hvor den nu ligger. I de følgende år blev der solgt en del jord fra ejendommen, og i 1892 gik gården ud af familiens eje. Det nuværende areal (1970) udgør 68 ha. 

Nørreris. 

Dette er en af de ældste Riberhusgårde. Den var ejet af Jens Jørgensen i 1720, og hans sønne­søn Jens Jespersen Junker (1787-1874) giftede sig med Dorthea Boysen, datter af Juhl Boysen på Sønderbygård (se ovenfor). Deres datter Juliane blev gift med sin fætter Jens Juhl (1816-1904), der overtog ejendommen efter sin svigerfar. Deres datter Dorthea blev gift med Frands Bruun (1849-1904) fra Langetved. Ved hans død i 1904 fik sønnen Hans Bruun gården. Han solgte gårdens bygninger og en mindre parcel fra i 1907 og opførte en helt ny gård nord for de 42 tdr. land. 

Hans Bruun var den første danske kommuneforstander efter genforeningen i 1920. Før dette var han amtsforstander for den internationale kommission, der skulle forestå grænsedragning­en. Han havde også andre tillidshverv i sognet. Sønnen, Peter Bruun, overtog gården i 1950. Den er på 53 ha (1970). 

Kilder:

K.M. Hermansen: Skodborg sogn i Frøs herred. 2. udg. 1971

Diverse kirkebøger  

Jan Løve Østerbye

21. december 1996

rev. 17. januar 1997