Stallerne fra Eidersted

Stallerne i Eidersted - og lidt om Nordstrand.

Eidersted består af 3 “lande” - Eidersted, Everschop og Utholm. Eidersted ligger sydligst ved Eideren, Everschop ligger nordligst ved mundingen af Hever og Utholm længst mod vest ved Nordsøen. Oprindeligt bestod området af 3 øer, som var adskilt af Eideren og Treenes deltaformede udløb. Ved store inddæmningsarbejder frem til midten af det 15. århundrede blev landet sammenlagt og forbundet med fastlandet.

Denne inddæmning var livsvigtig for øerne, som mistede 8 sogne ved en stormflod i det 14. århundrede. Som følge af digebyggeriet indtog befolkningen i Eidersted en særstilling. Allerede Saxo berettede om friserne og deres diger. Landet bestod af frugtbart agerland og havde store kvægbrug. Om sommeren forhindrede digerne havet i at oversvømme området. Om vinteren, når landet blev oversvømmet, sejlede man rundt med både i området. Derfor kan der kun have været opført sommerdiger. Husene blev opført på forhøjede områder (warfer).

Eidersted lå i det såkaldte “Utland”, som det allerede blev blev kaldet i 1187. Af kong Valdemars jordebog fra 1231 kan man se, at Eidersted var inddelt i harder, og det nævnes, at den samlede skat tilhørte kongen, d.v.s. Udlandet ikke blev betragtet som hørende til hertugdømmet. Da friserne indvandrede, var landet ubeboet marsk, som sædvanligvis tilhørte kronen. Derfor blev friserne her kaldet kongefrisere.

Friserne fastholdt stædigt deres gamle love og friheder. De blev uenige med kong Abel om skattebetalingen, og striden endte med, at friserne satte kongen til vægs. Siden den tid kølnedes forholdet mellem kongen og friserne. Abels forgæves forsøg i 1252 på at underkaste Udlandene fristede ikke til videre indskrænkninger mod de frihedselskende frisere. Man affandt sig herefter med, at den fastsatte landskyld blev betalt.

Hvad der ikke lykkedes for den danske konge, gennemførte de schauenborgske grever og senere hertugen af Gottorp efter 1363. Allerede 1414 hyldede de tre lande hertug Henrik og hans brødre. 1426 bad de holstenske grever om frisernes hjælp mod kong Erik af Pommern. Til gengæld beholdt friserne deres gamle rettigheder til jorden. Denne lov fra 1426 er den første nedskrevne lov for området. Loven drejer sig først og fremmest om formue- og arveforhold og indeholder som den følgende landslov fra 1572 kun en brøkdel af den gældende ret, som var en sædvaneret og derfor ikke kunne fastlægges i enkeltheder.

I et dokument fra 1454 bekræftes Eidersteds privillegier. I et brev fra 1589 henviser hertug Philip til hans forgængeres bekræftelse af Eidersteds privillegier, som alle forudsætter, at områdets diger bevares og vedligeholdes. Han nævner også Christian I’s bekræftelse fra 1461, kong Hans’ i 1482, Frederik I’s i 1495 (som hertug) og Christian III fra 1538, såvel som hertug Adolfs af 1546.

Blandt kongerne kom Christian I og Frederik I ofte til Eidersted. Ved deres tiltrædelser blev de ligesom hertugerne hyldet i Husum. Christian I opholdt sig i 1472 i Hans Degeners hus i Husum - i dette hus havde Tete Feddersen et pant. Christian I gik ofte på jagt i de store skove øst for Eidersted. Kong Hans besøgte stalleren Boye Tetens i Kotzenbüll.

Hans Degeners enke Hilleke blev bedstemor til Frederik I’s to døtre i Husum. Den ene blev gift med Hans Knudsen og den anden, Kathrine, med Hermann Hoyer. Kongerne på denne tid og husumfamilierne var på denne tid særdeles gode venner.

Blandt hertugerne fik Frederik I’s søn hertug Adolf afgørende betydning for Eidersted. Han var født på Duborg (Flensborg), men tilbragte en stor del af sin barndom i Husum. Han byggede i 1580’erne slottene i Husum og Tønning. Han talte gerne frisisk med folk her.

Casper Hoyer nævnes som en af de betydeligste mænd som Nordfrisien har frembragt - men det må tages med forbehold, idet hans bedstefar kom fra Tyskland.

Begrebet staller synes at være særdeles udbredt. I gamle danske love hedder det f.eks. “stallir”, på gammelnordisk “stallere”, på gl. engelsk “stallere” eller “steallere”. Harald Blåtand havde en staller ved navn Fjølner. I Snorres kongesaga forekommer to stallere: Kolbjørn Staller, som var med Olav Trygvason på Ormen hin Lange og Bjørn Staller, der havde en fremtrædende rolle i Olav den Helliges saga. Da kongen havde bygget et nyt hus i Nidaros, fik Bjørn sin plads i hallen over for kongen. Han er mellemmand mellem kongen og bønderne. Et sted hedder det: “Bjørn står fast og udfører kongens ordrer”. “Staller” er altså et fælles begreb i nordsølandene Norge, Danmark, England og Frisien.

Det første man ved om stallerne i Eidersted er, at der var to stallere eller fogder. Det har sikkert drejet sig om en rent lokal stilling. Først da de tre lande var forenede, optrådte den første staller for hele området i 1456. Men allerede inden da havde landsherren fået øje på det rige Eidersted og ønskede mere indflydelse på området. 1445 kom amtmanden fra Gottorp, Otto Splieth, til St. Peder for at sætte retten. Men Everschopperne og Utholmerne, som ikke ville finde sig i dette overgreb, overfaldt ham. For dette måtte 62 mænd lade liv og ejendom, og St. Peder, Tating og Westerhever måtte betale store bøder. Eiderstedterne havde ikke tænkt sig en sådan indblanding. Så man må formode, at kongen affandt sig med at benytte de lokale stallere som formidlere. Men befolkningen havde heller ingen sympati med landsherrens indblanding. Før episoden i St. Peder havde man afsat stalleren for Everschop og Utholm, Ebbe Wunkesen, fordi han havde fængslet en af deres egne. Ebbe Wunkesen døde i 1449, og hans søn blev senere staller i Nordstrand (se nedenfor).

Den første staller for hele Eidersted, Joen Joensen, der blev betegnet som “en mægtig foged”, blev myrdet 1462, da han St. Petersdag rejste til Garding for at holde ting, skønt han egentlig skulle være beskyttet af tingsfreden. Måske var dette udtryk for, at han var for meget for landsherren og for lidt fortaler for Eiderstedterne.

Når stillingen som staller i Eidersted ikke var eftertragtet af fremmede adelige og i det 15. og 16. århundrede som oftset blev tildelt lokale, hænger det nok sammen med både bøndernes store frihed og det store ansvar for digernes vedligeholdelse og udbygning, samt de vanskelige adgangsforhold, især om efteråret og vinteren, hvis alt da ikke var frosset til.

I perioden efter Joen Joensen virkede stallerne fra familien Sieverts i Eidersted med ganske korte afbrydelser i mere end 100 år. Deres virke faldt i en tid, hvor landsherren - først kongen, senere hertugen - blandede sig mere og mere. Dette gjalt især efter 1544, da Adolf blev hertug. Efter råd fra Johan Rantzau delte Christian III magten delvist med sine brødre, således at Adolf efter eget valg fik amterne Åbenrå, Husum, Stapelholm og Eidersted som hertugdømme. Og han centraliserede magten til forbitrelse for de lokale.

Arkiverne fra den tid giver et klart billede af stallerstillingen, dens indehaver og opgaver. I hele perioden var han ubetinget den øverste fyrstelige embedsmand og stod som mellemmand mellem fyrsten og befolkningen. Han var områdets øverste dommer og ledede landsretten. Han havde politimyndigheden og var som regel øverste digeansvarlige og leder af fyrstens finansforvaltning (skatteopkrævning). Også som hærfører kunne han optræde (1500).

Stalleren blev udpeget af landsherren, selv om befolkningen gennem forslag havde en vis indflydelse på valget. Landsherren fastsatte også lønnen. I 1548 var årslønnen 200 Lüb mark, 1581-86 400 Mk, i 1705 500 Rd. Hertil kom betaling for en række andre lokale opgaver. Med stallerprivillegiet af 1590 lovede fyrsten:

· ikke at ansætte adelige og andre uden ejendom i området

· at godtage forslag til egnede personer fra befolkningen

· aldrig at indsætte instanser mellem fyrsten og stalleren.

Disse regler blev dog ikke altid overholdt.

Graden af uafhængighed til hertugen ser man af, at stalleren i gottorptiden som andre embedsmænd bar hertugens hoffarver. Fra 1564 blev stalleren sideordnet med hertugens to landsskrivere. Men forvaltningen af de tre lande var stadig fuldstændigt overladt til stalleren.

Oprindeligt var hvert af de tre lande i Eidersted opdelt i fire dele, som hver valgte 3 rådmænd. Opdelingen fulgte sognegrænserne, og i hvert sogn afholdt en lensmand sogneråd på kirkegården. Landsdelens 12 rådmænd afholdt så tinge i henholdsvis Tating, Garding og Tønning. Allerede i det 15. århundrede havde man en overret for området. Den bestod af alle 36 rådmænd og blev oprindeligt kaldt “de seksogtredive”. Efter en bestemmelse fra 1522 samledes de årligt på St. Jørgensdag (23. april) i Garding, senere St. Vitusdag (15. juni). Ud over domsafsigelser tog de sig også af forvaltningsmæssige spørgsmål - og dermed var grunden lagt til nutidens landsting.

Rådmændene var oprindeligt valgt for et år ad gangen. Landstinget tog sig i begyndelsen kun af sager, som kunne medføre livsstraf, mens sognerådene tog sig af de mindre sager, som kunne afgøres med en bod. Stalleren førte forsæde i landstinget. Han ledede forhandlingerne og fuldbyrdede dommene.

Stalleren skulle også inddrive skatterne i området. Som følge af modstanden over for kong Abel var skatten uændret fra 1231 til 1566, nemlig 100 sølvmark årligt. I perioden 1545-99 måtte man imidlertid udrede ikke mindre end 16 særskatter, som beløb sig fra 3.500 til 84.000 mark. I 1587 udredte Eidersted 1/3 af hertugens samlede skatter. Dette viser, hvor rigt landet var på den tid og hvor gode priser eiderstederne fik for korn og kvæg.

I slutningen af 1500-tallet blev stallerens stilling forringet, idet hertugen udpegede to landsskrivere og en landssekretær, og senere indkaldte han fremmede ingeniører (hollændere) til at udbygge digerne i området. I 1736 overtog amtmanden i Husum beføjelserne - og dermed var frisernes selvstændighed borte, således at de måtte affinde sig med rettigheder og pligter som andre borgere i landet (hertugdømmet).

Stallerfamilien Sieverts

Det ældste kendte medlem af denne familie er Fedder Tetens.

Han er nævnt på Kathrineheerd 1418 i et brev om ejendombesiddelser. Det blev udstedt af de tre landes rådmænd og beseglet og opbevaret af Fedder Tetens. Man ved ikke, hvorfor netop han opbevarede brevet. Var han rådmand? eller havde han en anden fremtrædende stilling? Han førte det senere familievåben: til højre en halv lilje, til venstre en stjerne.

Der kendes 3 af hans sønner:

Sievert Feddersen ( - efter 1465)

Tete Feddersen (1418-74)

Ase Feddersen ( - efter 1480).

Tete Feddersen blev staller i 1462 efter mordet på Joen Joensen. Som staller boede han i Kotzenbüll. Hans gård blev færdigbygget i 1468. Han var staller frem til sin død i 1474. I hans tid blev der i 1465 vedtaget en ny forfatning for området og landstinget blev derefter afholdt i Garding. Tingets arkiver blev senere opbevaret i Garding kirke.

Under stridighederne omkring Christian I havde Tete Feddersen leveret 6.400 Mk for de tre lande til kongens bror grev Gerhard. Senere gjorde greven oprør mod kongen - og nordfriserne i Husum og Nordstrand støttede ham, mens Eidersted var kongen tro. Da grev Gerhard tabte striden og måtte flygte, ville kongen straffe provinserne ved at afbrænde byerne i området. Flere blev brændt, før Tede Feddersen sammen med amtmanden i Husum i 1472 gik i forbøn og bad om nåde for Husum. Kongen benådede derfor området, men inddrog tidligere givne privillegier og udskrev en ekstraskat på 30.000 Mk og en årlig rente, som først var fuldt afdraget i det 19. århundrede! Hertil kom konfiskation af ejendom.

Tete Feddersen havde snævre kontakter til Husum og han var muligvis årsag til, at kongen valgte at bo hos Hans Degener i Husum, når han opholdt sig i Husum. Tete Feddersen skænkede domkapitlet i Husum en rente på 40 skilling til en sjælemesse for to tidligt afdøde sønner, ligesom han skænkede en prægtig alterkalk til kirken i Kathrineheerd med hans indskrift. Han har givet en række oplysninger om sig selv i et bevaret brev fra 1466.

Ud over de tidligt afdøde børn: Namel og Vedderken, blev han overlevet af Didrik, Johannes, Jacob og Boye Tetens. Boye efterfulgte ham som staller (1474-1500).

Boye Tetens blev adlet af Christian I i 1479. Efter Christians I’s død i 1481 kom kong Hans i 1481 til Husum og bekræftede her Eidersteds rettigheder, ligesom senere hertug Frederik (Frederik I). Da kong Hans besøgte Eidersted i 1485, boede han hos Boye Tetens, formodentlig på gården Kotzenbüll.

Selv om man handlede og havde et stort samkvem med Ditmarsken, som ligger lige syd for Eidersted, lå de to områder ofte i strid med hinanden, og i en sag, hvor Boye Tetens var indblandet, måtte han over for kongen erklære sig rede til at betale en bod, hvis der var noget om anklagerne.

Da kong Hans og hertug Frederik i 1500 gik til angreb på Ditmarsken, kom lejligheden for eiderstederne til at hævne gammelt nag. Derfor afmarcherede Boye Tetens med et stort følge mod Ditmarsken. Han faldt imidlertid ved det store slag den 17. februar 1500, hvor alle de angribende stort set blev slagtet i de fælder, som ditmarskerne lavede ved bl.a. at åbne digerne. Også stalleren Volquart Tetens fra Nordstrand faldt ved den lejlighed.

Da Boye Tetens ikke efterlod sig voksne sønner, gik stillingen som staller videre til hans fætter Fedder Assens (søn af Ase Feddersen, nævnt i Oldensworth 1480), Han var staller 1500-11 og boede i Oldensworth. I hans tid blev der lavet enkelte ændringer i områdets forfatning.

Fedder Assens datter Margrethe var gift med Iver Sieverts. De var tremenninger (fælles oldefar: Fedder Tetens). I 1511 blev Fedder Assens efterfulgt af Otto Rantzau. Han døde imidlertid efter nogle måneder i hvervet, og Fedder Assens svigersøn Iver Sieverts overtog embedet som staller (1511-12). Han var den første, som brugte efternavnet Sieverts.

Da Iver Sieverts kun efterlod små børn, gik embedet videre til hans bror Harmen Sieverts, som var staller 1512-25. Også han var adlet. Han efterlod 2 sønner: Sievert Harmens og Ove Harmens plus en datter (ukendt navn).

Sievert Harmens efterfulgte faderen som staller i 1525. Han byggede en ny gård, Marnehof, i Garding sogn. Mod en betaling på 3.000 Mk lykkedes det ham at gøre Eidersted toldfrit i 1526. Han døde i 1533 og blev begravet i Garding kirke.

Broderen Ove Harmens efterfulgte ham som staller 1533-48. Han opretholdt enighed i området, som ingen før ham, og opnåede derfor en fredelig periode. Reformationen kom allerede til Eidersted i 1524, men først i Ove Harmens tid blev de nye tanker gennemført. Da man ikke havde betalt tiende til kirken og kun mindre skatter, var “oprøret” ikke så oplagt her, som andre steder.

I 1538 lod Christian III sig hylde i Husum, og ved den lejlighed blev Eidersteds privillegier bekræftet. I 1544 lod kongens bror, Adolf, sig også hylde i Husum - men han skulle blive et dyrt bekendtskab for Eidersted. Han udskrev nye skatter i området, bl.a. til dækning af udgifterne for at holde den afsatte kong Christian II borte.

Der hersker usikkerhed over, hvorfor Ove Harmens bortforlovede sin datter Catharine til Jacob Rantzau og ved den lejlighed lovede Jacob embedet som staller, når de giftede sig. Måske havde hertug Adolf lovet Jacob Rantzau stillingen og derefter presset Ove Harmens til at bortgifte datteren og selv trække sig tilbage.

Jacob Rantzau blev så staller i 1548, idet han dog måtte love Ove Harmens stillingen tilbage - og eventuelt videregive stillingen til Ove Harmens søn Sievert.

Befolkningen i Eidersted var ikke glade for den nye staller, og de sendte en deputation afsted til hertugen for at gøre ham opmærksom på de gamle privillegier. Sagen blev først afgjort i 1550, hvor hertug Adolf gjorde Johan Rantzau til amtmand over Gottorp - og så kunne han jo ikke fortsat beklæde embedet som staller for Eidersted.

Først da Jacob Rantzau døde i 1552, skulle stillingen som staller genbesættes. Ove Harmens var på det tidspinkt også død (1549), og da hans søn Sievert Sievertsen endnu var for ung, foreslog man Ivar Sievert (Junge Ivar) som en midlertidig løsning. Han var så staller 1552-63.

I hans tid blev Eidersted pålagt voldsomme skatter fra hertugen, ligesom der skulle stilles soldater til rådighed til erobringen af Ditmarsken i 1559. Junge Iver Sieverts boede i Oldenswort, og han blev begravet her ved sin død i 1563.

Nu mente man, at Sievert Sievertsen var gammel nok til at blive staller - og han var så staller 1563-78. I hans tid blev der indført en ny lovbog efter romersk forbillede (1572). Stigende utilfredshed med hans embedsførelse bevirkede, at han i 1578 blev afsat fra jobbet som staller.

Casper Hoyer, som hertugen tidligere havde givet jord i Eidersted (det senere Hoyersworth), blev herefter udnævnt til ny staller (1578-94) - og dermed var familien Sieverts hundredårige besættelse af stillingen brudt.

Det hører med til billedet af Sievert Sievertsen, at hertugen ikke havde et personligt udestående med ham. Han var jo i familie med hertugens primære rådgiver og iøvrigt adlet. I 1580 optrådte han således i hertugens følge under belejringen af Odense!

Junge Iver var gift med Ode Oldenswort. Deres søn Junge Iver Iversen var rådmand og gift med Wabe. Deres datter Søster Ivars blev gift med lægen Thomas Fincke fra Flensborg. Han blev senere professor i København og via de følgende led - Drude Fincke - Bodil Brochmand og Karen Foss - stamfar til slægten Rosenstand!

Nordstrand.

Nordstrand ligger nord for Eidersted og havde samme oprindelse og forfatning m.m.

Ebbe Wunkesen var i midten af 1400-tallet staller for Everschop i Eidersted og boede i Westerhever. Han blev afsat af befolkningen, og dette kan have været en medvirkende årsag til, at familien flyttede til Strand. Hans søn, Knud Ebbesen, var staller her i slutningen af 1400-tallet. Han ejede Søgård.

Tede Volquardsen boede på Königsbüll 1438, og hans søn Volquart Tedens, som er nævnt på Osterhever 1468, var staller 1495-1500. Han omkom under krigstoget mod Ditmarsken.

Knud Ebbesens søn Wuncke Knudsen var herefter staller 1500-18. Han blev adlet 3. april 1504 af kong Hans. Han overtog Søgård efter faderen.

Wuncke Knudsens datter Toti ægtede Volquart Tedens søn Heine og deres oldebarn ægtede Junge Ivars fra Eidersted, så Rosenstands aner går både til Nordstrand og Eidersted!

I 1615 blev hele Vestkysten ramt af en stormflod, som man ikke havde kendt mage til siden middelalderen. Ved nattetid mellem 1. og 2. december 1615 havde en voldsom storm taget fat fra syd-sydvest og på Strand (Nordstrand) trængt vandet langt ind, især på øens midte. Alle huse, som ikke stod på warfer, blev væltet, og mange beboere druknede i deres huse, eller drev rundt klamrende sig til nedstyrtede stråtage, træstykker og andet vraggods, uden at man iøvrigt kunne hjælpe dem.

Efter denne stormflod var man opmærksom på, at den store marskø stod i fare for at blive revet midt over, men erkendelsen af, at afgravning af saltholdig tørv til fremstilling af frisisk salt, var næppe til stede - og det lykkedes ikke at få gennemført et effektivt digebyggeri før den næste katastrofe indtrådte.

Denne katastrofe indtrådte den 11. og 12. oktober 1634, hvor en stormflod af hidtil ukendt styrke ramte området.

Krønikeskriveren Peter Sax, som fra sin bopæl i Eidersted oplevede katastrofen, har skildret begivenheden.

Uvejret begyndte kl. 6 om aftenen i forbindelse med en voldsom østenstorm, hvor vinden pludselig slog om til sydvest. Intet menneske kunne holde sig oprejst, og allerede ved 8-9-tiden var alle diger gennembrudt, samtidig med at lyn, torden, regn og hagl drev over området.

I dagene efter stormflodens hærgen aftegnede sig det sædvanlige billede af menneskets hjælpeløshed over for naturens vælde. Hele vestkysten mellem Ribe og Tønning havde været hjemsøgt, men katastrofens midtpunkt blev øen Strand, hvor over 6.000 af en befolkning på 9.000 druknede. Øen var blevet revet midt over, 19 af 22 kirker var forsvundet i havet og tilbage var øerne Nordstrand og Pelworm. Tilsammen udgjorde de to øer 10.600 demat land, mens omfanget af Strand havde været 44.300 demat. (En demat er en arealenhed på Vestkysten, oprindeligt så meget græsland, der kunne mejes på en dag).

Da købmændene i Flensborg havde taget store pant i ejendommene i Strand indebar katastrofen også store tab for Flensborg - og i forbindelse med de urolige tider i 1600-tallet var byens storhedsperiode forbi.

Kilder:

Ruth og Kaj Sieverts: Das Stallergeschlecht Sieverts in Eiderstedt. Bredstedt. 1975.

Ruth Sieverts: Sieverts-familien in Eiderstedt. Bredstedt, 1981.

H.V. Gregersen: Slesvig og Holsten indtil 1830. København 1981.

Jan Løve Østerbye

7. marts 1997